‘Højskole Uden Mure’ er et tilbud for unge i alderen 15-25 år. Tilbuddet henvender sig til unge, der af forskellige årsager ikke er tilknyttet ordinære skole-, uddannelses- eller jobtilbud, eller unge som er i risiko for at falde ud af sit nuværende tilbud. De unge visiteres via sagsbehandlere, kontaktpersoner, Jobcenter eller UU-vejledere.
Vi arbejder som anden aktør og har en meget bred målgruppe af unge; uddannelsesparate, jobparate og aktivitetsparate.
For andre unge er ’Højskole Uden Mure’ iværksat som en praktik. Vi har også unge med skolevægring, som er hos os på deltid, samtidig med at de er indmeldt i folkeskolen og følger undervisning i dansk og matematik her.
I en fælles dialog med sagsbehandler, vejleder og forældre vurderes det, om den unge passer ind i tilbuddet og vil have gavn af indsatsen. Der afholdes en visitationssamtale inden opstart.
Typiske problematikker for de unge, som har gavn af indsatsen:
- skolevægring/højt fravær/mange skoleskift
- social angst
- ADHD
- skizofreni
- autisme
- kan være anbragt og/eller have dysfunktionelle familieforhold– mangler rollemodeller
- har et lettere misbrug – selvmedicinering
- færdes i eller i periferien af et kriminelt miljø – kriminalitetstruet
- koncentrationsvanskeligheder og/eller andre kognitive udfordringer
